Skal du købe brugt bil eller dele bil med andre?
Når du skal anskaffe dig en ny bil, behøver du ikke investere i en ny elbil eller hybridbil for at tænke klimasmart. Tværtimod kan det være en større gevinst for miljøet at købe en brugt bil eller dele bil med dine naboer. Her finder du vores bedste tips til dig, hvis du går med overvejelser om at anskaffe dig en ny bil.
Det er altid en god start at tage afsæt i behov og forbrug, når du skal beslutte dig for, om du skal købe din egen bil. Hvis du kun har brug for bilen til enkelte, kortere ture, er det måske bedre at leje en bil eller dele bil med andre. Hvis du derimod skal bruge bilen mere eller mindre dagligt, kan det være en god idé at investere i egen bil.
Fordelene ved at købe en brugt bil
For at regne ud hvor klimasmart en bil virkelig er, bliver man nødt til at se på hele dens livscyklus. Alt lige fra miljøaftryk i forbindelse med produktionen til genanvendelse af klimapåvirkelige komponenter. Studier har vist, at køb af en brugt bil derfor kan være det bedste alternativ for dig, som gerne vil gøre en indsats både for pengepungen og miljøet. Desuden plejer brugtbilsmarkedet at have et godt udvalg af biler, som er et til tre år gamle. Det betyder, at du kan finde brugte biler, som fortsat har mange kilometer i sig, samtidig med at de stadig kan være omfattet af visse garantier.
Hvilken bil skal du vælge på brugtbilsmarkedet?
Brugtbilsmarkedet er stort, og man skal tage mange ting med i sine overvejelser. For at finde ud af hvilken bil der passer til dine behov, kan det være en god idé at lave en liste over de kriterier, som er vigtige for dig. Skal bilen have automatgear eller manuelt gear? Har du brug for anhængertræk? Vil du købe en elbil eller en hybridbil? Hvilke af dine valg vil du kunne gå på kompromis med, hvis alt andet føles rigtigt? Og hvor meget er dit budget på? Når du har fået nedskrevet alle dine krav, vil du hurtigt finde frem til, hvilke modeller du kan vælge imellem.
Køb brugt bil privat eller fra forhandler?
Det kan føles trygt at købe en brugt bil hos en forhandler, da du i så fald karakteriseres som forbruger og er dækket af købeloven. Hos forhandleren kan du se, hvilken stand bilen er i på købstidspunktet, og hvilke investeringer der er nødvendige i den nærmeste fremtid. Det kan også føles trygt, at bilforhandleren har ansvaret for, at hele købsprocessen går rigtigt for sig, og du har et sted at henvende dig ved eventuelle fejl på bilen.
Køber du derimod bilen privat, får du som regel bilen til en lavere pris end hos bilforhandleren. Derimod er det også dig, som har undersøgelsespligt på bilen, og opdager du fejl på et senere tidspunkt, skal du selv udbedre dem for egen regning. Det er også køberen, der har ansvaret for at tjekke hos motorregistret, hvorvidt sælger virkelig står som ejer af bilen, og at der ikke findes nogen udestående gæld i bilen. Hvis du føler dig usikker på, hvad du skal kigge efter eller spørge om, kan det være en god idé med en brugtbiltest hos en bilkyndig instans, samtidig med at du prøvekører bilen.
Fem klimasmarte tips ved køb af en brugt bil
1. Vælg en bil, som kører langt på literen.
2. Undgå firhjulstrukne biler, da de bruger mere brændstof.
3. Undersøg dækkene. Korrekt lufttryk og mønsterdybde mindsker bilens miljøpåvirkning.
4. Tjek i servicebogen, at bilen har været til regelmæssigt serviceeftersyn. Fejl og mangler kan have en negativ indvirkning på brændstofforbruget.
5. Køb en så ny brugt bil som muligt. Generelt har nyere biler lavere emissioner. Biler fra før 1987 belaster ofte miljøet i væsentlig højere grad.
Fordelen ved at dele bil med andre
Hvis du blot skal bruge bilen en gang imellem, er der i dag mange muligheder at vælge imellem. Desuden er fordelene mange. Ved at dele bil med andre kan du mindske dit klimaaftryk betydeligt, samtidig med at du får mulighed for at lære nye mennesker at kende i lokalområdet. En anden fordel er, at du i de fleste tilfælde kun skal betale for bilen, når du bruger den.
Del bil med naboen
Byerne er fulde af biler, som står ubrugte hen det meste af dagen. Gennem diverse bildelingstjenester som f.eks. Gomore kan du både udleje din egen bil til folk i lokalområdet, men du kan også leje en bil af andre.
Bliv medlem af en delebilsordning
Hvis du melder dig ind i en delebilsordning, får du adgang til en eller flere biler, som du deler med andre medlemmer i gruppen. Det kræver lidt mere planlægning at låne en bil i en delebilsordning, end når du har adgang til din egen bil, men på den anden side behøver du som regel ikke sørge for forsikringer, vedligeholdelse og rengøring af bilen. En hel del delebilsordninger stiler desuden efter at tilbyde miljøvenlige biler.
Lej en bil
Har du kun brug for en bil i din ferie, er en lejebil måske den bedste løsning? De større biludlejningsfirmaer plejer også at tilbyde afhentning af bilen i en anden by, hvis du kun har behov for bilen den ene vej. Synes du, at de større biludlejningsfirmaer er for dyre, findes der også biludlejningsfirmaer med speciale i gode, brugte biler. For eksempel Rent-A-Wreck.
Bliv en del af forskellige samkørselsgrupper
Hvis vi alle blev bedre til at køre sammen, ville emissionen pr. person næsten blive halveret, sammenlignet med hvis alle kørte i deres egen bil. Hvis du ikke er genert over at dele bil med andre, kan det derfor være en god idé at blive en del af forskellige samkørselsgrupper på nettet. Her kan du finde grupper, som både fungerer lokalt og finde samkørselsmuligheder over hele Europa. Hvem ved? Hvis du er heldig, gør du både noget godt for miljøet og finder nye venner for livet.