Køb nu, betal senere – hvad betyder det egentlig?
I butikker og når du handler online møder du ofte tilbuddet ”køb nu, betal senere”. Det er forskelligt fra bank til bank og fra butik til butik, hvad begrebet egentlig betyder, og kan have betydning for dit køb og den endelige pris. Her gennemgår vi, hvad det egentlig betyder for dig som kunde.
Rent teoretisk er det præcis, som det lyder, du bestiller noget og betaler senere. Det kan være et godt alternativ, hvis du f.eks. gerne vil have varen hjem og prøve den, inden du betaler, eller hvis der er lavvande i kassen sidst på måneden. Både banker og butikker har forskellige tilbud, vilkår og gebyrer. Selve tilbagebetalingstiden, inden du skal betale dele eller hele beløbet for dit køb, kan også variere.
Hvad koster det at betale senere?
Når du beslutter dig for at bestille nu og betale senere, kan det påvirke den endelige pris på dit køb, så prisen ender med at bliver højere. Generelt er en udskudt betaling rentefri, men der kan forekomme andre gebyrer, som lægges oveni dit køb.
Afbetaling
Vælger du at købe på afbetaling, får du en kredit, som ofte skal betales tilbage inden for tre, seks eller tolv måneder. Hvis du vælger afbetaling, kommer der i de fleste tilfælde et oprettelsesgebyr, renter og andre gebyrer oveni, som f.eks. administrationsgebyrer og gebyrer for kontoudtog, som skal betales hver måned, indtil kreditten er tilbagebetalt.
Rentefri afbetaling
Nogle butikker tilbyder også rentefri afbetaling. Det betyder, at du ikke betaler renter på dit køb, men ud over prisen på selve varen kan du blive pålagt et oprettelsesgebyr og eventuelt gebyrer for kontoudtog oveni.
Afbetalingskonto
Vælger du at bestille nu og betale senere med en afbetalingskonto, betyder det, at du samler alle dine køb fra en eller flere butikker, og tilbagebetaler en del af beløbet hver måned. Med udgangspunkt i et minimumsbeløb vælger du selv, hvor meget du betaler. Når du tilvælger denne betalingsmulighed påløber der både gebyrer for kontoudtog og renter.
Faktura
Betaling med faktura betyder, at du venter med at betale for dit køb, indtil du får tilsendt en regning, som skal betales inden en bestemt dato. Der kan komme et fakturagebyr eller et oprettelsesgebyr oveni. Når du herefter modtager fakturaen, kan du normalt vælge mellem forskellige betalingsmuligheder, som f.eks. at betale hele beløbet på én gang eller dele beløbet op i flere rater.
Bestil nu, betal senere – det skal du huske på
Når du overvejer at udskyde dine betalinger, er det en god idé at nærstudere, hvilke gebyrer og renter der gælder for dit køb. Herefter kan du beregne det månedlige beløb og de samlede kreditomkostninger ud fra den faktiske slutpris for dit køb. Du skal have læst og være indforstået med vilkårene, inden du vælger din betalingsmulighed.
Hvis du er usikker på, hvordan din indkomst vil se ud om et par måneder, eller hvis du allerede har købt flere ting på afbetaling, bør du overveje, om det overhovedet er en god idé at gennemføre købet. Måske er det bedre at vente, så de månedlige udgifter til dine afbetalinger ikke bliver alt for høje?