Hvad koster det at flytte hjemmefra, og hvad skal man tænke på?
Når det er tid til at flytte hjemmefra, står du over for ganske mange valg og spørgsmål. Både praktiske, som hvilken internetudbyder du skal vælge, og langsigtede, som f.eks. om du skal spare op og i givet fald hvor meget. En ting er helt sikkert: Det er i hvert fald en god idé at lægge et budget, så du har styr på din økonomi, inden du flytter.
Læg et flytte-hjemmefra-budget
Er det blevet tid til at flytte hjemmefra? Så skal du lægge et budget, så du får et overblik over, hvad det faktisk koster at flytte og bo for sig selv. Hvis du har tænkt dig at købe en andelsbolig, så har du brug for penge til udbetalingen, som udgør min. 5 % af boligens pris. Det er altså godt at begynde at spare op i god tid, inden du skal flytte, hvis du vil købe en andelslejlighed. Måske har dine forældre også lavet en opsparing til dig, som du kan bruge til udbetalingen.
Tidligere har du måske ikke skulle betale for al ting derhjemme. Måske har dine forældre været gavmilde og ville spare dig for nogle udgifter. Nu skal du derimod stå på egne ben og har brug for at kende de forskellige udgifter. Det er tid til at lægge et flytte hjemmefra-budget. Her er en liste over nogle af de vigtigste poster, som du skal have med i budgettet:
- Husleje (ved en lejebolig) / månedligt afdrag, renter og amortisering (ved en andelsbolig)
- Indboforsikring
- El
- Internet
- Mobiltelefoni
- Mad
- Hygiejneartikler
- Transport
- Fornøjelser
- Opsparing
Hvordan skal du klare alle udgifter?
I flytte-hjemmefra-budgettet medregnede vi de tilbagevendende udgifter, som forekommer i et hjem. Ud over dem har vi de udgifter, som oftest bare forekommer en gang eller i hvert fald ikke ofte. Det kan f.eks. være penge til at købe møbler og køkkenudstyr til dit nye hjem. Lige præcis efter en flytning kan der være lavvande i kassen, og derfor kan det være en god idé at spørge familie og venner, om de vil af med nogle gamle møbler. Et andet godt råd er at købe secondhand. Det er godt både for miljøet og for din økonomi.
Hvis du alligevel vil eller har brug for at købe nyt, men ikke har pengene til det lige nu, kan du vælge at anskaffe dig et kreditkort. Når du handler med et kreditkort, får du frist til slutningen af den næstkommende måned til at betale for købet. Nogle kreditkort har en årsafgift, men også flere fordele. Her kan du læse om, hvad man skal tænke på, når man vælger kreditkort. Man tænker ikke altid på det, men mange butikker tilbyder forskellige betalingsalternativer i forbindelse med et køb. For eksempel køb på afbetaling. Det er værd at undersøge!
Hav styr på din økonomi på lang sigt
Et vigtigt råd at tage med på vejen er at prøve at opbygge en buffer. Det kan være, at din lånerente stiger, eller at du bliver syg i en periode og derfor ikke tjener så meget. Så har du brug for at vide, at du alligevel kan betale dine udgifter. Derfor er det en god idé at have en opsparingskonto til netop dette formål. Det giver dig tryghed. Der er også mulighed for at få forsikret sine lån, hvis man skulle havne i en situation, hvor man ikke kan betale dem.
Tips
Hvis det viser sig, at du har svært ved at få din økonomi til at hænge sammen, kan du søge om boligstøtte hos Udbetaling Danmark. Læs mere på Udbetaling Danmarks hjemmeside.
Til sidst vil vi gerne gøre dig opmærksom på, at Forbrugerrådet Tænk også har mange gode råd til dig, som skal flytte hjemmefra. På hjemmesiden finder du bl.a. et link til en online budgetskabelon, som kan hjælpe dig med at lægge dit flytte-hjemmefra-budget.