Har du brug for hjælp til økonomien?
Står du i en situation, hvor du synes, at du faktisk burde have flere penge tilbage i slutningen af måneden, end du har på nuværende tidspunkt? Måske er det noget, du har behov for, men det virker umuligt at få pengene til at række. Så er tid til at gennemgå din økonomi! Her har vi samlet tips og gode råd, så du kan få styr på økonomien igen.

Få styr på din økonomi
Din økonomi består af indtægter og udgifter. For at få bedre styr på og kontrol over din privatøkonomi kan du gennemgå både indtægterne og udgifterne for derefter at lægge et budget. Det er stærkt værktøj, som giver et tydeligt billede af, hvad du bruger dine penge på. Brug papir og blyant, opret et Excel-ark eller gå ind på Forbrugerrådet Tænks hjemmeside, og find et link til en online budgetskabelon. Vælg den løsning, som passer til dig, og gå i gang.
Gennemgå din økonomi, og læg et budget
Start med at lave en liste over alle dine faste udgifter som for eksempel udgifter til din bolig, mobilabonnement og forsikringer. Når du har gjort det, går du videre til dine variable udgifter. De omfatter for eksempel tøj, mad og fornøjelser. En god metode til at få et overblik over, hvad du har brugt dine penge på, er ved at kigge på dit seneste kontoudtog. Indsæt det, du har brugt den sidste måned. Når du er klar med udgifterne, sætter du dine indtægter ind for eksempel løn, boligstøtte, børnebidrag eller SU.
Når du har indsat henholdsvis dine udgifter og indtægter, begynder næste del af arbejdet: Hvor kan du lave forbedringer, og til sidst hvor meget vil du lægge på de forskellige poster.
Abonnementer. Her kan du vinde meget ved at gennemgå dine forskellige abonnementer. Hvilket mobilabonnement har du, hvad betaler du for internet, hvilke streamingtjenester abonnerer du på? Abonnerer du måske på et tidsskrift? Tjek, om de forskellige leverandører og udbydere har billigere alternativer, som du kan skifte til, og overvej, om der er noget, som du ikke behøver længere.
Bolig. Boligudgiften udgør den største del af husholdningens udgifter. Hvis du ejer din bolig og har et lån i den, er det en god idé at kontakte din bank for at se, om du kan genforhandle renten på lånet. Bor du i stedet i en lejebolig, kan du overveje muligheden for at flytte til en bolig med lavere leje.
Transport. Kan du ændre på det? Hvis du har en bil, kan du først og fremmest spørge dig selv, om du har brug for den. Bruger du ikke bilen ret tit, er en delebil et billigere alternativ. Et andet alternativ er at cykle eller benytte den kollektive trafik, hvis det fungerer for dig.
Forsikringer. Hvis du har forsikringer hos flere forskellige selskaber, kan du mange gange opnå en lavere præmie, hvis du samler forsikringerne ét sted.
Mad. Madkontoen kan let ryge i vejret. Hvis du ikke har madpakke med på arbejde, så begynd på det. En dag om ugen til at begynde med og herefter langsomt måske to eller flere gange om ugen, efterhånden som du vænner dig til det. Hold øje med de gode tilbud, når du handler. Måske kan du købe ekstra af noget, som fås til en god pris, og lægge det i fryseren.
Spar først op – køb senere
Det absolut bedste råd, vi kan give dig, er ganske enkelt ikke at købe noget. Rådet er ikke helt realistisk, men der ligger alligevel noget sandhed i det. Et mere egnet tip er ikke at handle, før du har penge. For at kunne det skal du opbygge en stabil økonomi ved at spare penge op hver måned. Så kan du sætte penge til side, indtil du har nok til dit ønskede køb. Det er også vigtigt at lægge penge til side for at opbygge en buffer til uforudsete udgifter, hvis du har mulighed for det. Start en månedsopsparing, og beslut dig for, hvor meget du kan undvære hver måned. Hver gang du sparer 100 kroner, træder du et vigtigt skridt på vejen mod en tryggere og bedre økonomi for dig.
Saml dine lån
Af og til opstår der situationer, hvor man køber på kredit, måske optager et lån eller køber noget på afbetaling. Det er godt, at disse muligheder findes. Det kan dog blive besværligt og dyrt, hvis du har taget flere forskellige lån, der løber renter og afgifter på. En måde at nedbringe udgifterne på er ved at samle dem hos én långiver. Kontakt for eksempel din bank eller kreditinstitut for at se, hvad de kan tilbyde dig. Ofte kan du få en bedre rente blot ved at have et lån, og du kan også få en længere tilbagebetalingstid. Her er der penge at spare.
Professionel hjælp
Skulle du være havnet i en mere alvorlig økonomisk situation, og føler du, at du har brug for professionel hjælp til din økonomi, så kan du henvende dig til Økonomi- og Gældsrådgivningen under Forbrugerrådet Tænk. Du kan læse mere om det på Forbrugerrådet Tænks hjemmeside.
Hvad så med indtægterne?
Når man taler om privatøkonomi, fokuseres der ofte på udgifterne, men vi skal ikke glemme muligheden for at ændre på indtægterne. Har du et arbejde, så er et godt råd at turde forhandle om sin løn. Måske er der noget, du kan gøre for at få en højere løn. Hvis du arbejder deltid, kan du overveje at gå op på fuld tid, hvis du har mulighed for det. Du kan også få dig et ekstrajob for øge indtægterne eller ganske enkelt skifte til et bedre betalt arbejde.
Til slut
Sæt realistiske mål, som du har mulighed for at nå. Forbedringer tager tid.